Referat fra generalforsamling i grundejerforeningen “Lynger”
lørdag den 26.07.08 kl. 11.00 i Lægeurtehavens Café.
Foreningens formand, Walther Knudsen, indledte mødet med at byde velkommen til de 16 fremmødte – 21 med bestyrelsen.
Grundet det gode vejr foregik mødet udendørs – heldigvis uden hvepsestik.
1. Valg af dirigent.
Som dirigent foreslog formanden Hans Peter Gundersen, og han blev enstemmigt valgt. Dirigenten indledte med at konstatere at generalforsamlingen – ifølge vedtægterne – var lovlig indvarslet.
2. Beretning om foreningens virksomhed.
Der henvises til formandens skriftlige beretning, der er vedlagt som bilag.
Et medlem af foreningen foreslog, at bestyrelsen undersøger muligheden for at udnytte den “spildplads”, som opstår når tomme containere returneres til øen efter tømning. Kunne måske fyldes med eksempelvis stabilgrus til Brombærvej.
En række andre debatpunkter blev henvist til punktet eventuelt.
Formandens/bestyrelsens beretning blev i øvrigt enstemmigt godkendt.
3. Behandling af indkomne forslag.
Der var ikke indkommet forslag til behandling.
4. Forelæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.
Foreningens kasserer, Leif Kjærgaard Rasmussen, gennemgik foreningens regnskab. Regnskabs- og posteringsbilag er vedlagt referatet.
Foreningen har 74 betalende medlemmer, hvoraf 68 pr. 15.07 har betalt kontingent. Året udviser et underskud på 1396,65 kr. Dette skyldes i høj grad, at vedligeholdelsen af Brombærvej har kostet en del penge, men det skyldes også, at nogle vejregninger egentlig skulle have været fremsendt og betalt i regnskabsåret 2006/2007.
Foreningen har en formue på 65.210,38 kr.
Regnskabet blev afslutningsvis enstemmigt godkendt.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg er Wilfred Christiansen, Bent Hammeken og Walther Knudsen.
Alle modtag genvalg under stor applaus.
6. Fastsættelse af næste års kontingent. Bestyrelsen foreslår uændret kontingent, 200,- kr.
Ingen havde noget at indvende mod dette, bl.a. grundet foreningens store formue.
Dog var alle enige om, at følge regnskabsudviklingen med henblik på en mulig kontingentforhøjelse næste år.
7. Valg af to revisorer.
Foreningens to mangeårige revisorer, Henning Nørbæk og Jørgen Jørgensen gav udtryk for, at de efterhånden havde siddet så længe på revisoropgaven, at de havde vundet hævd på det. De blev derfor naturligvis begge genvalgt.
8. Eventuelt.
Under dette punkt var debatten stor. Mange deltog med forskellige gode ideer, som bestyrelsen blev opfordret til at arbejde videre med.
Det drejer sig om følgende:
Afbrænding af haveaffald. Wilfred har lavet en aftale om, at grenaffald kan afbrændes på EFK’s årlige St. Hansbål. Nærmere følger om mulig afhentning.
Bestyrelsen arbejder i det hele taget videre med affaldsproblematikken. Horsens Kommune er opmærksomme på problemet og arbejder ligeledes på sagen.
Bestyrelsen arbejder desuden videre med højnelse af vejstandarden på Brombærvej, men også Hjertegræsvej trænger til vedligeholdelse. En del af foreningens formue kan gå til vejvedligeholdelsen.
Bestyrelsen blev opfordret til at kontakte Frede Lassen vedr. vedligeholdelsen af naturen på Endelave herunder problematikken om afvandingskanalerne ved Louisenlund. Da der er flere fælles udfordringer, forsøger bestyrelsen at afholde et møde i efteråret, hvor såvel Frede Lassen som formanden for beboerforeningen, Ejvind Post, inviteres til at deltage.
Bestyrelsen opfordres til at finde en løsning vedr. nøgledeponering, som jo tidligere har været hos Kis og Svend.
Bestyrelsen har overvejet og sagt ja tak til et tilbud fra Carsten om klipning af store udhængende grene på Hjertegræsvej med stikveje. Dette af hensyn til de store køretøjer – renovationsbil og slamsuger. Opmærksomheden henledes dog på, at det er den enkelte grundejer, der har ansvaret for vedligeholdelsen.
Bestyrelsen forsøger via aktuelle instanser at få etableret, opmarchbåse til chancebilister i såvel Snaptun som på Endelave.
Hvis der er ønsker om at placere affaldssække centralt for at undgå kørsel på stikvej af store renovationsvogn, må de enkelte grundejere selv aftale indbyrdes.
Bent Hammeken afsluttede punktet med en redegørelse for sit arbejde omkring placeringen af den nye store vindmølle, hvis etablering vist er definitivt vedtaget. Formanden gjorde i den forbindelse opmærksom på, at bestyrelsen/foreningen ikke har tilkendegivet en samlet holdning til byggeriet.
Hvis medlemmerne ønsker at vide mere om bekæmpelse af hybenroser er her en fin hjemmeside med ideer:
http://www.skovognatur.dk/Natur/invasivearter/Bekaempelse/Mekanisk.htm
Afslutningsvis takkede dirigenten – med sved på panden – for gennemgående god ro og orden under generalforsamlingen.
Formanden takkede dirigenten for veludført arbejde.
Således opfattet af sekretæren den 29.07.08 på en varme sommerdag.
PS.
Opfordringer til den enkelte grundejer:
De røde plastkasser til affald bør ikke stå ude og skæmme naturen.
Der skal være postkasser ved alle sommerhuse. Nogle postkasser kan måske også trænge til “en modernisering”. F.eks. er man forpligtet til at have navn på at have navn på postkassen.
Som nævnt er udhængende grene herunder buske og ikke mindst hybenroser den enkelte grundejers ansvar. Mange steder er de offentlige stier/veje ved at gro til, så passage er ganske besværlig.
Endelig opfordres hundeejere til “snor foran og pose bagi”.
